Sagen i egen hånd

Da vi erfarede at det var nemmere sagt end gjort at finde det firma som skulle renovere vores hus, og vi kunne se at tiden bare forsvandt og vores drømme om indflytning til efteråret gik i vasken, besluttede vi at tage sagen i egen hånd. Som skrevet tidligere, er vi ikke de store gør-det-selv folk, og især ikke min mand, men ødelægge det kan han. Så han påbegyndte nedrivningen for at vi kom igang. Og jo mere vi selv kunne gøre, jo mindre arbejde til håndværkerne og dermed både tid og penge sparet. Vi havde flere venner som kom for at hjælpe, og især min far gjorde en kæmpe indsats og hjalp med al afmontering osv. som vi ikke ved en døjt om.

Jeg har altid hørt at det skulle være så befriende at få lov at smadre løs, og det var det også. Men bare følelsen af at man gjorde noget, var skøn!
Min mand har ikke fri i weekenderne og dermed gjorde det det ret svært at få tid til nedrivningen, ihvertfald som fælles projekt. Med tre børn som har sengetider der skal passes, blev løsningen at min mand brugte rigtig mange af sine aftener i huset. Det var virkelig irriterende at vi ikke kunne hjælpes ad, både for effektiviteten men også bare at gøre det sammen. Nogle gange fik vi bedsteforældrene med over, mest for at se efter den yngste som kun er 1 år nu, og så kunne pigerne rende og lege i haven og nogle gange få lov at hugge lidt i et eller andet, så de også synes at de havde hjulpet:-)

Huset har nu været fuldstændig tømt i lidt tid, og i næste uge, så går håndværkerne igang. ENDELIG!!:-)