fredag den 21. juni 2019

Palle møbel 2-i-1

Det skønne legehus vi byggede i påsken er endelig færdigt. Det er kun nogle småting indvendigt jeg kan blive ved med at gå og pusle med. Et ønske fra starten var, at huset skulle kunne bruges som et multi funktionshus. Mindste er 4 år og ældste er 10 år og det giver forskellige behov. Vinduerne er lavet så der kan leges købmand og der er lavet et lille enkelt køkken. Så er der lavet en lounge sofa hvor tanken har været, at det skulle være i en størrelse hvor pigerne, også på sigt, gider at være med deres venner. Det er lykkedes og vi kan faktisk alle fem sidde derude og hygge os. Ligeledes har det været et must, at der skulle laves en løsning så der kunne overnattes derude. Jeg ville gerne have haft bygget en højde så der kunne komme en hems over halvdelen af huset, men vi blev enige om at den højde det krævede ville blive for voldsomt. Men jeg fandt heldigvis en løsning på den manglende sengeplads.....



Jeg er typen der går og grubler over løsningerne i lang tid, da nødløsninger ikke er mig. Når jeg så får den rigtige idé, så ved jeg det til gengæld også. Løsningen blev at lounge sofaen og sengen skulle være være et 2-i-1 møbel og jeg købte 6 europaller. Da de er for brede til vores formål skar jeg dem ned til 2 brædder fremfor 3, så de fik et mål på 45x120 fremfor 80x120. Den ene skar jeg ned til 45x60 for at få pusle spillet til at gå op. Pallerne ligger i to lag når det er en sofa, da en enkelt palle bliver for lav at sidde på. Når den så skal bruges til seng, tager vi det øverste lag ned og lægger dem der hvor bordet ellers står.




Det passer ikke 100% som en firkantet seng, men det har ingen betydning. Sengen får et mål på ca. 165 x 180 cm, altså større end de fleste 3/4 senge og der kan sagtens ligge tre børn. Hynderne er babysengs madrasser fra IKEA til 99kr. Det var klar de billigste jeg kunne finde og der er ligeledes købt 6 stk. De måler 60x120 men er skåret ned i samme mål som pallerne. De er kun 5 cm. høje og sofaen kunne godt bruge en højere hynde. Derfor lavede jeg betræk i dobbelt højde så der kan være to madrasser i én, og så passer det jo også med at der er madrasser nok til at dække samme areal som pallerne til sengen. Win/win :-) Man kan også bare smide et par madrasser over hvis man har det. Nedenfor en skitse over arrangementet.


1A og 3A er dem der ligger ovenpå 1 og 3 når det er en sofa. Så har jeg en ekstra palle (4) stående på 45x120 som skal ind og dække det sidste hul når det skal være en seng. Så bruges den øverste 45x60 til gengæld ikke. Ja, jeg har en krøllet hjerne til tider, men løsnings orienteret har der aldrig været noget galt med at være :-) :-)

De 6 stk. paller fik jeg for 200kr. på DBA og så 600kr. for madrasserne. Stoffet til betrækkende havde jeg liggende, og jeg kan ærligt ikke huske hvor meget stof der gik til, men vil skyde på 4-5 m. Stoffet er fra IKEA til 19 kr. meteren hvilket er meget billigt. Ikke det stærkeste stof, men ok. Så alt i alt et meget billigt projekt. Skal pallerne købes hos byggemarkeder, koster de mindst 100kr. stk.