torsdag den 11. august 2016

Byggetilladelsen og valg af håndværkere

Da de basale tegninger fra arkitekten var klar, altså om hvor meget der skulle bygges til og hvilke materialer der skulle bruges, skulle byggetilladelsen i hus. Den blev sendt ind lige efter nytår, men det tager jo sin tid med sådan nogle.

Som tidligere nævnt, ligger huset i et område med meget strikse regler om hvordan husene må se ud. Og kommunen satte sig da også først på bagben over, at der er træ beklædnig på flere af murene. Indtil arkitekterne fremlagde, at det var der jo allerede på det eksisterende hus, og vi jo bare bevarede det. Jeg tror det er noget de gør en dyd ud af, lige at lave lidt problemer, for at få ansøgenes puls lidt op! Men de kunne heldigvis godt se det, og vi fik tilladelsen uden yderligere problemer. I sådan en process handler det virkelig om at presse på, og ikke finde sig i noget, hvis man ved at det man gør er rigtigt. Arkitekter har søgt om byggetilladelser et hav af gange, og ved derfor hvem de skal hive i, og har fuldstændig styr på alt det formelle. Det er altså ikke dumt at have folk med kendskab til systemet til at gøre det for en. Det kan selvfølgelig lige såvel være håndværkere, byggekonstruktører...-hvad ved jeg.
Det var midt februar vi fik den i hus, og ca. samme tid blev projektet sat i udbud hos forskellige firmaer. Vi blev anbefalet at vælge tre, og valgte tre forskellige typer. Et større firma, et mindre og en tømmermester. Grunden til vi ikke skulle vælge mange var, at så ville firmaerne tænke at vi var useriøse. Det giver meget god mening. Men det skulle vise sig at være meget sværere at finde de rigtige end vi havde troet, og vi endte med at have i hvert fald seks firmaer inde over projektet inden vi fandt den rette.
Én ting var prisen som varierede meget, og som for det meste lå noget højere end vi var blevet fortalt da vi overvejede om vi skulle købe huset. En anden ting var, at det er et stort projekt og nogle hoppede fra inden de fik givet et bud. Håndværkerne har rigeligt med arbejde for tiden, og det var som om de ikke havde travlt med at vende tilbage. Når de sagde to uger, så gik der fem uger. Og så var vi altså lige pludselig henne i maj, før vi endelig fandt den rigtige.

Jeg havde talt med en bekendt en aften jeg var på arbejde. De havde gennemgået en kæmpe renovering og havde haft flere forskellige håndværkere inde over deres projekt. Hun talte meget varm om denne ene tømmermester og sagde, at der ingen tvivl var om at han havde gjort det bedst. Vi var på det tidspunkt ved at være godt frustrerede, og havde haft det i udbud hos min. fem firmaer. Men jeg fik overtalt min mand til at kontakte ham her, og heldigvis gjorde han det.
Når min mand har haft de forskellige håndværkere med ovre i huset, har der været kæmpe forskel på deres reaktion over projektets omfang. En udbrød sågår: "Hold da op, I har ikke overvejet bare at rage det ned?" Det er ikke lige det man drømmer om at høre fra en mand som lever af at renovere og bygge huse. Men her var reaktionen anderledes, og han synes det var et spændende hus, og kunne sagtens se hvorfor vi gerne vil bevare så meget som muligt af det oprindelig hus. Samtidig havde han en meget professionel tilgang til det, og min mand var ikke i tvivl om at han havde fuldstændig styr på det her.  Førstehånds indtrykket er bare så vigtigt, og vi kommer til, og har allerede haft, rigtig meget med denne mand at gøre, så det er så vigtigt at kommunikationen fungerer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar