onsdag den 24. april 2019

Løbehjulsholder DIY

Alle der har børn med løbehjul kender til det irritations moment hvor de bare ligger og vælter rundt. De vil bare ikke stå op! Når det så med tiden er blevet til tre løbehjul og en løbecykel, fik jeg nok og tog projektet på mig. På pigernes skole hænger der lignende, og det var der jeg blev inspireret.
I var flere der efterspurgte en DIY da jeg viste et billede frem fra da jeg fik sat dem op i Påsken. Så det skal I da have:-)


Det er ikke noget der kræver særlig teknisk snilde og kun ganske få materialer:
Skruer
Maling
Kantlister
Skillerumsreglar/lægter

Jeg har taget udgangspunkt i vores løbehjul (som nok er ret standard), men man kan selvfølgelig justere størrelsen alt efter hvad det er man gerne vil have hængt op.

1.
Først er det vigtigt at man måler hvor bred og dyb stangen på løbehjulet er, da man skal sikre sig at de klodser man køber er brede nok til at gå ud over stangen.


Løbehjulets håndtagene skal hænge på de to klodser og stangen gå ned imellem. Jeg vurderede at en klods på ca. 45x45 mm ville være nok og så skulle de hver være 12 cm lange. Imellem ville jeg gerne have et mellemrum på 6 cm.
Listen der er sat uden på er kun 8x45 mm (måske det faktisk hedder 43mm). For at finde længden på den, ligger jeg længden på de to klodser sammen og plusser mellemrummet.
12 + 12 + 6 = 30 cm.
Det er vigtigt at kloden og listen er lige høje da listen skal sættes uden på.

Jeg købte mit træ i den lokale Silvan, og der lå det hele sammen afskåret i længder på 120 cm i en lille seperat reol, så man slipper for at købe en lang pind der skal skæres over.


2.
Når det hele er skåret til, skulle du gerne stå med tre stykker træ.


Listen er til for at holde løbehjulet på plads, og skal derfor skæres over så den kan åbnes og lukkes.




Det lille stykke skal passe med bredden på klodsen, altså 12 cm. Jeg brugte klodsen som måle pind i bunden i bredden og derefter på højkant for det smalle stykke øverst. Slå en streg mellem de to punkter og sav det over.


3.
Nu har du alle dine stykker træ (jeg savede til 5 stk. nu jeg var igang), og nu skal de slibes til og så males.

Maling er selvfølgelig op til en selv. Jeg har malet vores sorte da de hænger på sort træ beklædning. Der bliver brugt et minimum af maling så du har måske allerede noget på lager. Jeg gav det grunder under det sorte. Det holder bare bedre så.


4.
Så skal du have fat i skruer, boremaskine og skruemaskine. Det er vigtigt at skruerne har en god længde så de både kan komme gennem klodsen og godt ind i væggen. Den jeg har brugt er 75 mm lange.
Man kan sætte det op på flere måder, men her er hvordan jeg gjorde:
-Jeg starede med at for bore to huller i den venstre klods og undersænke hullerne. For borer du ikke, risikerer du at træet flækker. De skal undersænkes da listen skal uden på.
-Derefter skruede jeg klodsen i væggen. Husk at sætte den i vatter.
-Så skal listen uden på, og her er det det lange stykke. Jeg for borede igen for en sikkerheds skyld. Skruen må ikke komme helt i, og kun én skue, da listen skal kunne åbnes og lukkes.



-Nu skal det lille stykke liste sættes på den højre klods. Dette stykke liste skal ikke kunne bevæge sig og derfor to skruer i. Jeg valgte at gøre det i et hug med klodsen, men man kan sætte klodsen op først på samme måde som venstre klods og derefter montere den lille liste. Igen skal huller undersænkes der hvor den lange liste skal ned og lukke sammen med den lille liste. For at finde den rette placering, måler du hvor den lange liste går til og samler "puslespillet".

Voila! Det var det. Jeg håber ikke I er blevet forvirrede, men at billederne hjælper visuelt. Ellers må I endelig skrive en kommentar og spørge mig:-)
Vores søns Puky løbecykel kan også hænge i holderne, men er stangen ikke lige, kan det give problemer. Der er det man skal se om man evt skal have dybere klodser.
Nu skal jeg bare have malet skruerne sorte!